Mit første minitræf i Smartklubben
Mit første minitræf i Smartklubben på Roskilde Havn
Mit første træf i klubregi var på Roskilde Havn. Jeg havde set på klubbens hjemmeside, at der var træf dér fra kl. 16, så jeg drog dertil. Det endte dog i lidt af en skuffelse. Jeg var/er selv en smule introvert, men jeg parkerede ved de tre-fire andre Smartbiler, som holdt dér, og gik over og præsenterede mig selv. Der blev udvekslet en smule info frem og tilbage – hvornår jeg var blevet medlem, og hvilken bil det var og sådan. Tilbagemeldingen var, at dieselbiler stinker indeni – ja OK, så var det da fastslået. Jeg gik lidt rundt og så på de andre Smartbiler og gik en tur rundt på pladsen for at se nogle af de specialbiler, der var på pladsen. Da klokken nærmede sig 18, ville nogle køre på McDonald’s og spise. Jeg anede ikke, hvor det var, men ville hænge efter. Som sagt, så gjort, og det var ikke nemt. Dem, jeg havde hægtet mig på, kørte som død og helvede. Lige som vi var på vej ud af byen i retning mod Ringsted, kørte de ind til siden, og jeg kørte op på siden af dem. Hende, som kørte, sagde, at jeg da lige skulle vide, at de altså ikke var på vej til Den Gyldne Måge, men var på vej hjem. Ok, så kunne jeg jo lige så godt køre hjem selv. Det var en ret nedslående oplevelse, og jeg må indrømme, at der gik nogen tid, før jeg igen havde lyst til at møde klubben.
